Det tidligere Sæby Fritidscenter og Hostel har i sommeren 2019 fået nyt navn til Sæby Spektrum & Hostel. 

Første spadestik til ny springhal blev taget fredag den 6. marts 2020.

Pressemeddelse Sæby Marts 2020

Hvorfor bygger og renoverer Sæby Spektrum?
Sæby Spektrum byder hvert år ca. 305.000 besøgende velkommen indenfor, mange er flittige brugere af
vore faciliteter, mens andre kommer i perioder. Med et stort og aktivt foreningsliv har Sæby Spektrum
ikke kunne levere det ønskede timebehov til foreningslivet. En behovsanalyse, udarbejdet i 2017
sammen med Frederikshavns Kommune, viste et ekstra behov for 2500 timer årligt. En normal hal kan
levere ca. 1500 timer årligt.
Foreningernes behov for timer er vokset fra år til år og et massivt kapacitetsbehov er opstået. Dette er
blevet forstærket af et ændret behovsmønster gennem de senere år. Man kan ikke længere tale om
sæsoner. Foreningerne træner mere og mere helårligt. Det betyder daglige åbningstider fra klokken
07.30-22.30. Vi har i alt 23 foreninger, som kommer i centret.
Sæby Spektrum har haft et bærende ønske om at give de mange aktive og gæster et center, hvor man
som aktiv kan udfolde sin aktivitet, og man som gæst kan finde plads og rum til at opleve huset i fuld
funktion. Derfor måtte vi igangsætte en større renovering.
 
Hvad bygger og renoverer vi konkret?
Når vi til efteråret 2020 slår dørene op, bliver det til et nyt topmoderne spring- og motorikcenter, hele
1175 m2 med 5 springbaner, trampoliner m.m.
Sæby Familie- og Firmaidræt rykker ud af den nuværende ældre bygning og helt frem i centerets hjerte,
tæt på det nye ankomstområde. En samlet investering på 27 millioner kroner i nybygning og renovering.
På første salen indrettes aktivitetsrum på 374 m2. Hjertet bliver det nye centrum, et område der med
sine 512 m2 indeholder cafe samt rummer alt vores gæster kan ønske sig af opholdsfaciliteter. I
fremtiden vil cafeen betjene de daglige gæster.
Et netop afsluttet energirenoveringsprojekt har givet det øvrige center et kæmpe løft. Den ældste hal har
fået nyt tag og er blevet isoleret. Omklædningsfaciliteterne er blevet moderniseret, og der er opsat nye
lyskilder, som giver større effekt for færre penge. Der er etableret nyt varmesystem med forbedret
distribution af varmen, hvilket sænker det almene forbrug. Alt sammen investeringer, som giver centret
en højere grøn profil og nedsætter CO2 udledningen.
 
Hvordan har vi gjort det?
Sæby Spektrum har forsøgt at tænke grønt og økonomisk. Det kan faktisk godt gå hånd i hånd!
I samarbejde med Svend Aage Christiansen A/S, som vandt licitationen, har vi fundet en lokal partner,
som anvender gode lokale underentreprenører og leverandører fra Frederikshavns Kommune.
Vi har haft fokus på, at materialevalget skulle være så vedligeholdelsesfrit som muligt og samtidigt være
produceret bæredygtigt, altså med mindst muligt CO2 udledning. Dette er sket i kombination med, at vi
har fundet en løsning, hvor vi opnår særdeles høje isoleringsværdier og dermed kan minimere vores
årlige varmeforbrug. Dette er unikt og leveres af Cantona Byggesystem.
Yderligere er der valgt en konstruktion, hvor vi opnår ca. 10% flere indvendige m2 i forhold til
traditionelle løsninger på samme størrelse sokkel. Vi har forsøgt at gå forrest med disse grønne
løsninger.